selv hvis det imponerer mig,

Kanalerne i Amsterdam fucking stinker.

Den dér lummervarme dunst af skident vand en sen forårsdag, dét er hvad Amsterdam for evigt vil minde ham om. Han ankommer lige til tulipansæsonen, men lægger i højere grad mærke til den dårlige udluftning i sin lille lortekælderlejlighed på Kattenburgergracht som koster en formue, når du kun er én person, på trods af at den ville være mikroskopisk for to – og derudover er dårligt istandsat. Marcel leger sgu selv vicevært halvdelen af tiden.

Efter de første tre måneder, da de er langt inde i juni og hans mester har trukket ham i løn for to aftaler han ikke kom til den sidste uge, ligesom fordi hans anden gesjæft har krævet en anelse mere opmærksomhed, ikke, bliver det nødvendigt at lede efter en roommate, hvis det rigtigt skal køre rundt. Efterhånden har Marcel gjort sig bekendt med størstedelen af de nederste lag af Amsterdams undergrund, han kender dealerne og muldyrene og flugtchaufførerne. Han kender mellemlederne og har hørt Den Store nævnt ved navn af omgange. Han er ikke ambitiøs på den måde, okay, han har ikke travlt med at kravle højt nok op ad rangstigen til at slikke den mands skosnuder.

Hvis han bare kan tage de nedre lag, så må ”Den Store” vel bukke sig ned på et eller andet tidspunkt og kigge lidt til ham.

Det regner han i hvert fald med.

Et par uger senere står Marcel og spiller billard for sig selv, da en høj, splejset fyr med anlæg til et latterligt fip-agtigt skæg kommer over til ham og læner sig op ad billardbordet, henne ved højre hjørne, hvor Marcel er ved at forsøge at skyde den helfarvede blå 4’er i hul. ”Ronaldo siger, du leder efter en roomie,” siger han henkastet. Marcel stopper ikke med at sigte, men kaster et langt blik efter ham ud af øjenkrogen. Samme alder som ham selv, cirka, måske plus et år eller to. Har aldrig holdt et våben i sit liv. Skal fandeme aldrig holde et våben i sit liv.

Han ved, fyren nævner Ronaldo fordi de er hinandens garanter i den her verden. Hvis du ikke kender nogen, har du ingen der kan sige god for dig, og så er du fucked. Grundlæggende. Den her fyr er ny, men kender Ronaldo som er den bedste chauffør de har i banden. Han kan få sin bil ind alle vegne. Og, vigtigere endnu, så kan han få den ud igen.

Måske kan fyren her ikke håndtere et våben, men hvis du har hænderne fulde af rat, så bliver det sgu også svært.

Marcel skyder 4’eren i hul i et stød, før han retter sig op og fikserer nytilkommeren med et blik. Han rører uroligt på sig. Folk har det ofte på den måde med Marcels øjne, de bleggrå iriser som han netop af den grund foretrækker at gemme bag et par solbriller. Resten af ham er ret anonym. Det er hans øjne folk husker, og han er her fandeme ikke for at blive husket. Ingen af dem blinker. Marcel fordi han har taget kontrollen. Den anden fyr fordi han er blevet frataget den.

”Ronaldo skal lære at holde sin fucking kæft,” svarer han endeligt.

”Så du leder ikke længere efter én,” prøver fyren en smule ubehjælpeligt. Men Marcel lægger mærke til at han ikke giver op. Det er et godt tegn. Han giver ham et henkastet skuldertræk i belønning. Det betyder ikke nej.

”Hvor er du fra,” spørger Marcel i stedet. Han kan høre, fyren ikke er fra Amsterdam. Sådan lidt dorsk og landlig i dét.

”Batenburg,” svarer den anden efter en længere pause, hvor han virker til at have vejet for og imod at give flere detaljer, fordi deres historier stadig er alt de fucking ejer i den her verden, men tydeligvis kommer han frem til at det, Marcel kan tilbyde, er ærligheden værd, for han fortsætter, ”men jeg har boet i Utrecht i nogle år nu.”

Her kommer det store skift, tænker Marcel ved sig selv, vi er sgu alle sammen flyttet fra steder på Utrechts størrelse til noget bedre…

”Hvad laver du?” Marcel læner sig mod sin kø og mærker det forarbejdede træ give sig lidt under hans vægt.

Fyren klør sig i nakken. ”Jeg er altmuligmand ude på racerbanen, men jeg vil gerne være racerkører på et tidspunkt. Jeg betaler for timer ved Karl Bach, hvis du kender ham.”

Ja, sikkert, Marcel kender ham. Beskidt fyr. God i en hurtig bil, god nok til stadig at være i live, men en rådden stodder så snart han træder af banen. Hvis du kan betale Karl Bach til at gøre noget som helst for dig, betyder det du har pengene i orden. Han giver fandeme ikke rabat.

Så om ikke andet kan han regne ud, at med den her fyr bliver tidslig betaling ikke problemet. Er det ikke alt du behøver vide, når du deler en husleje? Dét – og alt det andet han lige har fået at vide mellem linjerne. Marcel skubber sig af sin kø og går over til billardbordet, smækker køen ned ovenpå den grønne filt, så alle i baren rykker sig nervøst i deres stole. ”Det er fint,” siger han endeligt, ”du kan flytte ind i morgen.”

Rådvild kigger fyren sig over skulderen, får øjenkontakt med Ronaldo i den anden ende af rummet og gestikulerer lidt tilbageholdende med en hånd. ”Du ved ikke engang hvad jeg hedder,” siger han. Dumt.

Marcel smiler til ham, bredt og ubehageligt. ”Jeg kan vel altid spørge Ronaldo, ikke?”

I den anden ende af rummet krymper Ronaldo sig. Fucking mod han lige udviste dér, men hvis det ikke kommer til at fungerer, er der i det mindste én at give skylden. Sammen med et lag tæsk, selvfølgeligt. Det ved de alle sammen nu, Marcel ved det, Ronaldo ved det og at dømme ud fra Thijs’ krampagtige kæbelinje, ved han det også.

Det’ altid godt at have noget på spil. I et forhold. Ethvert forhold. Alle forhold.

Når manden får ham til at sutte sin pik, gør han det altid med en pistol presset til Marcels tinding, som om det skulle skræmme ham. Det’ så skide unødvendigt – Marcel er sgu da mere taktisk end dét. Med tanke på fyrene ude foran døren… Hvis Marcel faktisk bed dilleren af sin chef, ville han selv være død rødspætte i løbet af et øjeblik. Ikke engang han er så hurtig at han kunne aflive Den Store på mindre end ti sekunder, ikke med sit eget våben sikret, på knæ og ét styk pik i munden, vel.

Derudover ved Marcel da godt, du overtager for helvede ikke mange kongeriger med knoppen blæst af.

Så, klart, han sutter. Som han ville have suttet selv uden at blive truet til det, hvor fucking utroligt det end må lyde.